Vedtægter for ProDomus


Vedtægter for ProDomus - Aalborg Grundejerforening

Stiftet den 10. maj 1885

 


§ 1
Navn:

Foreningens navn er ”ProDomus”.
Foreningens binavn er ”Aalborg Grundejerforening”.

§ 2
Hjemsted:

Foreningens hjemsted er Aalborg Kommune.

§ 3
Formål:

a. At fremme og varetage medlemmernes interesser – og ejere af udlejningsejendomme i særdeleshed i forhold til lejere og disses organisationer, samt offentlige myndigheder i al almindelighed.

b. At varetage medlemmernes fælles interesser overfor offentlige myndigheder.

c. At yde medlemmerne vejledning i lejeforhold, herunder at udbrede kendskabet til relevant lovgivning og retspraksis på områder, der har medlemmernes interesse ved information og afholdelse af kurser.

d. At virke for, at medlemmernes interesser repræsenteres i nævn, boligretten, kommissioner og institutioner, der berører grundejerstanden samt afgive udtalelser til brug for domstole og offentlige myndigheder.

e. At påtage sig ejendomsadministration, udlejningsvirksomhed og lejeberegninger m.v. for foreningens medlemmer.

f. At påtage sig administration af ejerforeninger, andelsboligforeninger m.v. for foreningens medlemmer.

§ 4
Medlemskab:

a. Enhver ejer af fast ejendom, herunder ejerforeninger, kan optages som medlem. Et selskab kan optages som medlem, og skal repræsenteres af én navngiven person.

b. Bestyrelsen kan nægte at optage et medlem, såfremt den pågældende inden optagelsen har udvist en adfærd, der er i strid med gældende etik for området eller på anden måde groft har modarbejdet foreningens målsætninger og interesser.
Såfremt et flertal, men mindre end 2/3 af bestyrelsens medlemmer nægter at optage en ansøger, kan 1/3 af bestyrelsens medlemmer forlange spørgsmålet om den pågældendes optagelse indbragt for den førstkommende generalforsamling.

c. Enhver person, selskab og offentlig myndighed, der udfører ejendomsadministration kan – uden at være ejer af fast ejendom – optages som medlem. Det pågældende medlem har dog ikke stemmeret på foreningens generalforsamlinger, og kan ikke vælges til bestyrelsen.

d. Et medlem kan udelukkes af foreningen, såfremt bestyrelsen i enighed beslutter dette. Såfremt et flertal men mindre end 2/3 af bestyrelsesmedlemmer vil udelukke et medlem skal beslutning derom tages på en generelforsamling ved at 2/3 af de tilstedeværende stemmer for en udelukkelse.

e. Et medlemskab er af mindst 1 års varighed. Udmeldelse af foreningen kan ske skriftligt til foreningens adresse. Udmeldelsen kan ske med 3 måneders varsel til et kalenderårs udløb.

f. Et medlem, som ikke svarer sine økonomiske forpligtelser overfor foreningen kan udelukkes af foreningen, dog skal der forinden gives vedkommende meddelelse herom med 1 måned varsel.

g. Ophør af et medlemskab giver ikke et medlem ret til at få kontingentet tilbagebetalt eller at få udbetalt en andel af foreningens formue.

§ 5
Kontingent:

a. Det årlige medlemskontingent fastsættes efter bestyrelsens forslag på foreningens ordinære generalforsamling ved simpel stemmeflertal af de repræsenterede medlemmer.

b. Kontingentet opkræves én gang årligt inden 15. februar og skal være betalt inden 1. marts. Ved påkrav efter dette tidspunkt pålignes gebyr til opkrævning og administration.

§ 6
Bestyrelsen:

a. Foreningen ledes af en bestyrelse, der vælges på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, hvoraf de 6 medlemmer enten personligt eller gennem et selskab er ejer eller medejer af udlejningsejendomme. Direktøren kan ikke være medlem af bestyrelsen.

b. Af bestyrelsens medlemmer afgår hvert år på den ordinære generalforsamling efter tur henholdsvis de 2, 2 eller 3 medlemmer, som har fungeret længst efter det senest på dem faldende valg. Har flere fungeret lige længe, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal afgå. Medlemmerne kan genvælges.

c. Bestyrelsen vælger af sin midte hvert år en formand, en næstformand og en sekretær.

d. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er tilstede.

e. På bestyrelsesmøder, der indkaldes, når formanden finder det fornødent, eller når 2 medlemmer kræver det, træffes beslutninger ved almindelig stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

f. Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening, og bestyrelsen kan meddele prokura.

g. Ved køb og salg af fast ejendom tegnes foreningen dog en af den samlede bestyrelse.

h. Bestyrelsen kan nedsætte såvel stående som ad hoc udvalg.

i. Bestyrelsen ansætter en direktør til at forestå foreningens daglige drift.

§ 7
Regnskab og revision:

a. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

b. Direktør og bestyrelse aflægger og underskriver årsrapporten.

c. Revisionen af årsrapporten skal være afsluttet inden 1. marts og være udsendt til medlemmerne mindst 8 dage før generalforsamlingen og samtidig skal årsrapporten ligge til gennemsyn for medlemmerne på foreningens kontor.

d. Årsrapporten revideres af 2 af generalforsamlingen valgte revisorer, hvoraf den ene skal være registreret eller statsaut. revisor. Valget gælder for 1 år.

§ 8
Generalforsamling:

a. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

b. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for de foregående kalenderår.
3. Aflæggelse af den reviderede årsrapport.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Beretning fra udvalg.
6. Behandling af indkomne forslag.
7. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
8. Valg af revisorer.
9. Eventuelt.

c. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning af bestyrelsen eller når mindst 1/10 af medlemmerne skriftligt fremsender motiveret begæring herom. Indvarslingen sker som for ordinære generalforsamlinger med mindst
8 dages varsel, enten ved bekendtgørelse i foreningens medlemsblad eller i den lokale presse. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være tilstillet foreningens formand senest den 1. marts.

d. På en generalforsamling kan beslutning kun tages om de forslag, der har været optaget i dagsordenen og ændringsforslag dertil. På generalforsamlingen træffes beslutning ved simpelt flertal blandt de fremmødte. Stemme kan kun afgives ved personligt fremmøde, eller ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem af foreningen. Ingen kan dog afgive stemme på baggrund af flere end én fuldmagt.
Til vedtagelse om beslutning af ændring af vedtægten eller om foreningens opløsning kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er repræsenteret, og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Er halvdelen
af medlemmerne ikke repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget i øvrigt vedtaget med 2/3 af de afgivne stemmer, indkalder bestyrelsen inden 1 måned, med 8 dages varsel, til en ny ekstraordinær generalforsamling, på hvilken
forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til antallet af mødte medlemmer.

e. Såfremt det vedtages at opløse foreningen, skal generalforsamlingen efter oplæg fra bestyrelsen tage bestemmelse om anvendelse af foreningens formue.

f. Foreningens sekretær udarbejder et referat over det på generalforsamlingen passerede. Referatet skal underskrive af dirigent og bestyrelse.

§ 9

Denne vedtægt afløser vedtægt af april 1948, oktober 1985 og af marts 1995 og træder i kraft som vedtaget på generalforsamlingen den 30. april 2009.

Hent vedtægter som PDF her